At være pårørende til en selvskadende (3 af 3)

Søskende

I del 2 af 3 berører jeg ganske kort, at årsagen til at jeg har startet mit eget firma som coach er, at jeg har oplevet en mangel på oplysning og hjælp til raske søskende. Det er min drøm og mission at ændre på det! Mine år som bonusmor til 2 teenagere, hvoraf den ene har spiseforstyrrelser har givet mig et indblik i, hvor svær en situation det her kan være for alle. Som person ser jeg de fleste situationer fra et helikopter perspektiv i forvejen, og når der tilsættes en coach uddannelse, bliver krydret godt med kærlighed til børnene og tilsættes respekt til bio forældre, så SER jeg.

Jeg ser forældre og bonusforældre som gør sit bedste. Jeg ser en søster der tager de allerstørste hensyn, og forsøger at fylde så lidt som muligt. Jeg ser denne raske teenagepige gå langsomt lidt i stykker, fordi ingen har overskud til at fokusere på hendes behov. Jooo jo selvfølgelig blir hun også set, men kun indtil den syge teenager vil “have noget”, har et behov, gider noget, ønsker noget. Så bliver DET automatisk det vigtigste. For som forælder har du naturligvis STØRST fokus på det barn som er sygt.

Der er 2 børn

Jeg har i meget klare vendinger fået fortalt af fagpersonalet og min egen psykolog, at jeg ikke må “blande mig” i forhold til Frede. Det er jo forældrenes opgave – min er at støtte far. Og søster? Jeg hørte aldrig noget om, hvad vi skulle her. Vi (husk det er mit synspunkt) blev udelukkende instrueret i, hvad vi gjorde i forhold til Frede. Men tidspunktet kom, da jeg tog en beslutning. Da Fredes spiseforstyrrelser kom tilbage 2. gang, fik far en opringning fra søster Emilie i deres sommerferie med mor.

Og her er jeg nødt til at finde på et navn til hendes sygdom for at vi kan skelne. Når det er Fredes sygdom der taler eller agerer så lad os kalde hende “Amanda”. Det er rigtig rigtig vigtigt, for hele Fredes liv har vi oplevet hende som et omsorgsfuldt barn og en pige som hjælper alle, sørger for at ingen er udenfor, men det er ikke hende, vi ser i disse år. Det er “Amanda”. En egoistisk, manipulerende, sur, vred møgunge. Ja det er det som sygdommen gør ved Frede. For indeni er Frede jo; bange, forvirret, føler sig alene og er rådvild.

Men tilbage til Emilie; Emilie græder i telefonen, hun føler sig ikke set og hørt, alt handler om “Amanda” som dikterer dag og nat. Far lover Emilie at vi vil sætte fokus på begge 2, og at vi glæder os til vores ferie i sommerhus. Ingen af os forstår helt hvad i alverden der sker på den ferie. Men vi blev klogere.

Vores sommerferie

Vi ser ikke meget til Frede. Hun vil være alene på sit værelse og ser serier, og vi prøver at lave noget med Emilie. Her er et par eksempler på, hvad der så sker de næste dage. Far og Emilie vil tage ud at handle. Men kort tid inden stikker “Amanda” sit hoved ud til Far (da vi andre ikke er der). Og lige efter bliver det meddelt at Emilie skal blive hjemme, Frede tager med. Da jeg påtaler det senere ryger vi i et voldsomt skænderi. Som Emilie i øvrigt hører. Far og Emilie aftaler at male en bænk sammen, og hygge sig i værkstedet. “Amanda” går da ud til sin far lige inden (mens vi ikke er der), og vi får så meddelt at Far og Frede tager i stedet ud og fisker. I det øjeblik kan jeg SE det. Se Emilie gå lidt i stykker indeni. Jeg ser det i hendes øjne.

Ovenstående eksempler fra begge hjem beskriver jeg med vilje som jeg har oplevet dem. Det er nødvendigt for at få min pointe igennem. Da Emilie ringer fra sin ferie, forstår vi ikke, at det kan ske, at Emilie har det sådan hos sin mor. Og vi må jo så bare gøre det endnu bedre, når de kommer hos os, taler vi om. Og så står jeg der som vidne til at far gør nøjagtig det samme som mor. Så går det op for mig. DE KAN IKKE GØRE FOR DET! DE KAN IKKE SE DET!!

Forældre gør deres bedste!

Jeg håber virkelig, jeg får forklaret ordenligt, at vi har at gøre med 2 mennesker som jeg har den aller aller største respekt for som mennesker og forældre. Men når du som forælder ser din datter har det så svært, og hun pludselig i små lysglimt viser SIG SELV, så giver det jo MENING at man som forælder griber muligheden for at give hende noget hun rent faktisk ønsker – og som man selv higer så meget efter. Og du kan jo som menneske kun være et sted. Og det her er jo hvad forældre også lærer at de skal gøre.

Det eneste mulige valg for mig

I det øjeblik tog jeg et valg. Jeg er jo i sin tid gået ind i denne familie fordi jeg var forelsket i en mand. Denne mand havde 2 børn som jeg heldigvis var på bølgelængde med fra starten af. Men min første prioritet er manden, derefter børnene. Og forælderen (altså min kæreste) har børnene som første prioritet og mig som anden. Som det SKAL være i en sammenbragt familie. Men nu ændrer jeg prioritet. Emilie bliver min 1. prioritet.

Emilie og jeg har en god snak. Vi taler om, at mors og fars fokus nødvendigvis er nødt til at være først og fremmest på Frede. Det giver mening, også for Emilie. Jeg fortæller Emilie, at af præcis den årsag, så er hun nu min nr. 1. HUN er det vigtigste menneske for mig. Jeg ser en mangel, jeg ser at sådan må det være. Uanset omkostninger for mig. Hun åbner op og fortæller hvor svært det er. At vide at tingene er nødt til at være sådan gør det ikke nemmere. Emilie tør jo ikke tage opmærksomhed, hvis det skader hendes søster. Fra da af taler vi jævnligt. Jeg kan ikke kæmpe Emilies kamp, den skal hun selv kæmpe. Det er ikke, og kan ikke være mig der fortæller forældrene at hun har behov der ikke bliver mødt. Hvis det kommer fra mig, er det at pege fingre og anklage. Men jeg kan lære hende at få sat ord på, jeg kan lytte, jeg kan støtte. Og det gør jeg.

Kun i de 2 hjem

Som jeg også har skrevet før så var det kun Emilie og jeg der vidste hvordan det var at leve sammen med “Amanda” – og en forælder. Når vi var ude blandt andre – specielt når pigerne var ude blandt fælles venner så ser de kun søde, sjove og glade Frede. “Amanda” viste sig sjældent udenfor. Og det er svært for andre at forstå hvor svært det er.

Covid-19

Covid-19 har jo stadig et tag i vores samfund. Selv om Frede har styr på sin sygdom, så er det ikke nogen hjælp at fitnesscentre og skole er lukket. Det påvirker hende negativt. Og derfor bor Emilie og Frede i denne periode modsat hinanden hos mor og far. Sygdommen er der jo stadig. Og når al rutine forsvinder i vores samfund, så kræver det ekstra af Frede at håndtere “Amanda”. Ændringen skyldes at Emilie har “råbt op”. Hun er en stærk, empatisk, velformuleret ung kvinde i dag. Hun siger, hvad hun har brug for. Frede er ditto en stærk kvinde – se bare hvad hun har overvundet! Jeg er så stolt af dem.

Reflektioner

I del 2 beskriver jeg følelsen af at stå uden for døren med en knugende fornemmelse i maven, uden at vide hvad der venter mig. At der er tidspunkter hvor jeg bare venter på at det bliver den “nemme” uge. Emilie levede i det hver dag på samme måde som Frede gjorde. Uanset hvor meget vi har forsøgt at ensrette vores indsats i begge hjem, så ER der jo forskel på de to husholdninger. Ingen af pigerne kunne slippe væk fra “Amanda”, og det har været EKSTREMT HÅRDT for dem begge. Den ene gik i terapi og fik hjælp fra en psykiater og med max fokus fra forældre. Den anden fik (naturligt nok) mindre opmærksomhed og ingen hjælp “udefra”. Kunne vi samlet set have gjort det bedre? Ja helt sikkert. Måske havde det været bedre allerede dengang, at pigerne have en 7/7 ordning hver for sig. Men havde VI kunnet klare det? Det tror jeg ikke. Og det er altid nemt at være bagklog. Det er SÅ svært udefra at forestille sig, det pres vi konstant var under alle sammen. Og derfor mener jeg, at der skal mere fokus på søskende.

Pointen

Min pointe med at dele vores meget personlige fortælling er denne: Hvorfor har vi ikke mere fokus i samfundet på at hjælpe HELE familien igennem? Alle søskende har brug for en stemme. En at tale med. Og hvorfor er der ikke hjælp at finde nogen steder til ekstra/pap/bonusforældrene? Vi har jo også indflydelse og er en del af familien. Vi har SÅ mange fusionsfamilier i dag. Det er det nye normale. Der mangler hjælp og vejledning til dem. Og det vil jeg ændre på! Der er ingen at spejle sig i – ingen fortælling.

I podcasten jeg henviser til i del 1 fortæller moderen i familien at broderen til den syge ikke ønsker at deltage. Hans begrundelse er, at han “gerne vil glemme den del af sit liv“. Det forstår jeg godt. Men det understreger min pointe. Der mangler fokus på søskende. Og det ønsker jeg, der bliver ændret på.

Mit livsformål er at være stemmen for søskende til syge børn og spejlet for ekstraforældrene.