Min oplevelse som bonusmor
Hvis I i jeres hjem også er så uheldige at få den ubudne gæst i husstanden som en spiseforstyrrelse (eller anden selvskadende adfærd) jo er, så vil I ikke kunne finde noget materiale om hvad du stiller op som bonusforælder (eller hvad I nu kalder det hos jer). Hvad er din rolle, hvor skal du hjælpe og hvad må du sige og gøre? Hvor skal du gå hen med din frustration, sorg og magtesløshed, når du ikke kan ikke komme af med den derhjemme? Din position kræver et talent for at balancere; balancere mellem at kunne SE med en anden afstand og distancering – og ikke overtræde reglerne for, hvor meget du må blande dig.
Balance
Når du er en del af en sammenbragt familie har du sammen med din partner lavet regler for, hvor du må blande dig – og hvor du ikke må. Men uanset hvordan du vender og drejer det, kan det ikke være anderledes end at det er mor og far som har ansvaret for deres barn – og din rolle er at støtte din partner i at hjælpe barnet.
Kærlighed
Jeg elsker de to piger så højt. Det at stå på sidelinjen og ikke at blande mig var rædselsfuldt hårdt! Jeg ER en kvinde med en veludviklet intuition. I forhold til mig selv har jeg lært at bruge den og reagere på den. Jeg spotter med det samme ændringer i andres adfærd. Og jeg fangede noget var galt hos Frede. Jeg er ikke bange for at sige min mening, men har samtidig også lært at det er klogt at være varsom med hvordan man siger til en forælder: “der er noget galt her!”. En forælder kender sit barn bedst. Men den tætte position skaber også en blind vinkel.
Ændret adfærd
Jeg leverede også budskabet med en god portion usikkerhed. For jeg håbede så meget at jeg tog fejl. Det var faktisk også kun 1 ændring og 1 opdagelse. Pigerne var i en deleordning 7/7. Så jeg havde nogle dage i træk kunne se, at hun ændrede adfærd fra sidst hun var her. For Frede brugte altid toilettet i stueetagen, når hun var nedenunder. Pludselig gik hun på 1. sal for at benytte toilettet der. Konsekvent efter hvert aftenmåltid. Og så opdagede jeg opkast rester på kanten i kummen. Uden at nogen var syge. Hele mit alarmberedskab indvendig gik i gang. Jeg følte mig sikker nok til at nævne det.
Usikkerhed blev til vished
I hvert fald nævner jeg det for hendes far. Som er 120% sikker på at jeg tager fejl. Jeg ser spøgelser og har ikke noget at have det i. Det er en helt naturlig reaktion for en forælder. Når ens glade skønne datter ser helt normal ud, hvordan kan noget så være galt? Jeg resignerede. Lod det ligge. Observerede hende. Nogle dage efter ringer fodboldtræneren og kommer med samme mistanke. Og så er kampen i gang.
Teenagerne og børn lærer af hinanden
Vi vidste, at Frede havde en veninde i klassen som havde bulimi. Frede er en omsorgsfuld pige som hjælper andre. Og hun hjalp kammeraten i timerne med hendes ordblindhed. Veninden skulle overvåges mens hun spiste frokost, og det hjalp Frede også med. Naturligvis er hun stolt af at hun hjælper her, og vi roser hende og er stolte. Indeni mig blev en advarselslampe tændt. Det blev faktisk en reminder til mig om at huske på, at det er NU at pigerne er blevet teenagere og er i størst fare for at udvikle en spiseforstyrrelse. Og det var DEN klokke der sad parat.
Senere har Frede fortalt, at hun fra veninden lærte hvordan man taber sig ved at kaste op. Og det udviklede sig til både bulimi og anoreksi.
Et samarbejde der virker
Heldigvis har pigernes fantastiske forældre med et fabelagtigt samarbejde. Her er en situation hvor det virkelig viser sig at være guld værd at alle er i stand til at tale med og respektere hinanden. Og hvorfor det er SÅ vigtigt at prioritere det. Vi mødes alle 4, forældre med hver deres partner og taler om, hvad vi skal gøre. Vi tager sammen til info møde i LMS (se det første indlæg 1 af 3), og vi laver en fælles plan. Frede starter til psykiater og vi er alle derinde på kryds og tværs for at få instrukser og hjælp til, hvordan vi skal være i forhold til Frede OG vores nye sambo, sygdommen. Vi gør alt hvad vi får at vide vi skal og alt vi ellers kan finde på. Og vi prøver at gøre det så ens som muligt i begge hjem.
En ny hverdag
Hver dag når jeg står uden for indgangen til haven knuger min mave sig sammen. Der er tidspunkter, hvor jeg bare venter på, at det bliver den uge, hvor pigerne ikke bor hos os. Det er sindssygt hårdt for alle. Stemningen er dikteret af Fredes humør. Jeg begynder efter det første år i et psykolog forløb ved siden af gennem min sundhedsforsikring. For jeg er slidt. Jeg elsker dem alle 3, men hvor meget kan jeg holde til? Måltider har jeg beskrevet i det først indlæg (1 af 3). Det er det bedste eksempel jeg kan give. Psykologen råder mig til at glide af på konflikter. Samtidig med at hun fortæller mig, at hun er imponeret over, at jeg stadig er der. Der er nemlig rigtig mange forhold der går i stykker, når man lever med en spiseforstyrrelse i en sammenbragt familie. Jeg syntes det var enormt nedslående at høre, men jeg var ikke et sekund i tvivl om, at jeg var præcis hvor jeg skulle være.
Afmagt og udmattelse
ALT i vores liv drejer sig naturligvis omkring at få Frede rask, og samtidig at komme igennem en dag uden for mange konflikter. På kryds og tværs. For hvor skal en forælder gøre af sin vrede, afmagt, frustration og smerte? Naturligt nok retter hendes far den mod mig. Helt ærligt, jeg forstår det. Det ER HELT NATURLIGT! For jeg er stærk, jeg er voksen, og det er det, de fleste af os mennesker gør i kriser. Vi lader det gå ud over de nærmeste. Så jeg lærte at trække vejret. Meget dybe vejrtrækninger. Og gik ikke ind i diskussioner eller gav igen når jeg følte mig uretfærdig behandlet. For når konflikterne og diskussionerne kun er der i den ene uge, så ved jeg jo godt hvad det handler om. I den anden uge talte vi så lidt som muligt om sygdommen. Vi havde brug for at lade op. Og undervejs har Fredes forældre ændret deleordningen flere gange; 7/7 til 5/9 til 9/5 til 6/8 og derefter 8/6, med 6 dage hos os. Det var kun Fredes ordning der blev ændret. Hendes søster fortsatte med den normale, og fik derved også et pusterum.
Anden runde
Efterhånden var der styr på spiseforstyrrelsen og vi slækkede på tøjlerne. Sommerferien er over os og Frede falder i igen. Denne gang meget værre. Det var et knusende slag for alle. Det er SÅ ligegyldigt hjemme hos os hvad vi spiser, så længe Frede spiser det hun skal. Frede har tabt sig, og jeg tager på. Fokus er der, hvor det skal være; Frede skal være rask! En diætist bliver koblet på, og i løbet af det næste år får Frede mere og mere styr på det. Der er kæmpe nedture og små opture. Hvert et smil er en belønning og når hun griner og er glad, er vi i himlen. De gode timer bliver der langsomt flere af i forhold til de svære. Hun er en stærk pige, og har kæmpet SÅ hårdt. Og i dag lever hun med sygdommen under kontrol. Mad og motion bliver balanceret af hende, og hun ved præcis, hvordan hun håndterer det.
En potentiel tredje runde
Frede får mig til at give hende et løfte om, at hvis jeg nogensinde fornemmer noget er galt med hende igen, så italesætter jeg det direkte til hende – og med det samme! Jeg har altid tænkt, at den store prøve ville komme når hun oplevede sin første krise. Og så skete Corona. Skolen og motionscentret lukkede, hverdagen og strukturen forsvandt. Men efter et lille dyk i vægt og kontrol, fik hun styr på sygdommen. Jeg er SÅ stolt af hende, og ved at hun kan klare alt. For hun vil ikke styres af sygdommen og ved præcis hvad hun skal gøre. Men vi vil aldrig holde op med at holde øje med, at hun er okay. Men sådan ER det jo med alle børn og deres forældre.
Jeg forsvandt i krigszonen
Jeg skrev tidligere at “Fokus er der, hvor det skal være; Frede skal være rask!” Alt andet blev ligegyldigt. Jeg fulgte min psykologs anvisninger: fokuserede udelukkende på hvad min partner havde brug for, dernæst børnene og så katten! Jeg havde meget få meninger om noget og jeg tog imod alt. Jeg forsvandt langsomt og var ikke mig selv. Hver dag var en krigszone; hvad humør “må jeg” være i i dag, hvad er der brug for at jeg gør eller ikke gør. Hvad skal jeg være eller ikke være.
Hvornår er det hende og hvornår er det sygdommen?
Og det er min oplevelse at sådan levede alle hjemme hos os. Af den årsag at sygdommen overtog min bonusdatters personlighed. Sygdommen er manipulerende, egoistisk og humørsvingende. Du får et glimt af datteren, men så overtager sygdommen igen. Du ved ikke, hvornår hun er hende, eller hvornår hun er sygdommen. Det er frygtelig opslidende for både hende og os! Men er vi ude i verden sammen med andre, så er hun nærmest sig selv. DERFOR forstår omgivelserne det ikke helt. Men at være “ude” blandt andre er jo som et frikvarter, et break. For os alle.
Min rejse tilbage til mig selv
Vores midlertidige sambo har ændret os allesammen. Og da Frede har det godt igen, er det pludselig muligt for hendes far og jeg at mærke efter igen. Hvem er jeg nu, hvad vil jeg og hvad vil jeg ikke. Og hvor vil jeg hen. Og vi har ændret os i hver sin retning. Ingen retning er forkert, men sammen som par skulle vi ikke længere være. Vi vil altid være familie og det er den helt rigtige udvikling for os. Pigerne er stadig mine børn, og de har valgt at beholde mig som bonusmor. Jeg er privilegeret!
Det har taget tid for mig at finde ind til kernen af mig selv igen. Jeg har måttet udforske mine egne grænser og lære at sætte dem igen. Var det det hele værd? JA selvfølgelig. 2 smukke, sunde fantastiske unge kvinder. Vi har alle gjort det så godt vi kunne, og det er det vigtigste. What´s not to like? Jeg har ikke fortrudt noget som helst og ville gøre nøjagtig det samme igen for at få det resultat!
De ting jeg gerne ville have vidst
Men var der ting jeg gerne ville have vidst? JA!!! Jeg synes ikke, at det råd jeg fik om at undgå alle konflikter var nuanceret nok. Jeg ville ønske, at jeg havde fået vejledning et sted til, hvordan jeg bibeholdt mig selv endnu mere i det her. Hvordan det er muligt at føle MED andres smerte uden at gå ind i den, at tage hensyn til andre men UDEN at trykke sig langs væggen for ikke at fylde i rummet. For hvem havde bedt mig om det? At jeg havde kunnet støtte mig op af nogen og lært hvordan JEG kunne blive en bedre støtte for familien.
Jeg ville ønske, at jeg havde de værktøjer, jeg har i dag. Jeg har både begge mine pigers støtte og opbakning til at dele alt om dem og os; hvad jeg tænker andre kan lære af, drage nytte af – og måske bare finde støtte i. Deres far bakker også op. For tænk hvis det kan gøre en forskel for dig?