Podcast

Jeg har i dag hørt en fremragende podcast serie på 3 afsnit som Thomas Bernsen har lavet i samarbejde med LMS. (Landsforeningen Mod Spiseforstyrrelser og Selvskade).https://lmsos.dk/vejledning/lms-podcasts (Jeg vil lige her gøre opmærksom på at LMS eksisterer på donationer og indsamlede midler. Hver en krone vil gøre en forskel! https://lmsos.dk/stoet-os) Thomas er selv far til en ung pige med spiseforstyrrelse og har ligesom jeg, oplevet hvor svært det er for ens omgivelser (på trods af gode intentioner), at forstå hvordan det ER at leve med i familien. Podcasten giver et godt indblik i hvordan det er som forælder, som ramt af sygdommen og som fagpersonale.

Mine tanker

Det har givet mig en trang til at dele de tanker det har sat gang i hos mig at høre den. Jeg har i 2 år levet sammen med en spiseforstyrrelse som en meget uvelkommen gæst i min husstand. Min ene bonusdatter har haft anoreksi og bulimi. Hun er heldigvis i dag en rask, smuk og sund ung kvinde. I det første skriv vil jeg fortælle hvilke tanker og refleksioner podcasten gav mig i forhold til forældre, og som del af en familie. Det vil jeg følge op både med et andet oplæg omkring min oplevelse som bonusmor, og i et tredje omkring den mangel jeg oplever der er på oplysning og hjælp til de raske søskende. Som er årsagen til at jeg i dag er gået selvstændig som coach.

LMS

LMS har tilbud til familie og pårørende i familiegrupper. Et ganske udmærket tiltag. Her hører du fra andre der står i samme situation som dig med en selvskadende, at der ER håb, at andre er nået længere i kampen for at komme ud på den anden side. At det også er alle omkring den syge som bliver ramt. Og at en ung selvskadende GODT KAN BLIVE RASK med den rigtige støtte og behandling. Fagspecialist og behandlingsansvarlig Trine Svarrer fra LMS bliver i podcasten spurgt: ” hvad har gjort størst indtryk på dig?”. Hvortil hun svarer (redigeret af mig): “Hvor alene og magtesløse pårørende kan være når de henvender sig til LMS første gang. Det er så slidsomt for familien og her er et frirum hvor alle følelser er tilladte og okay. Også de negative”.

Det er vigtigt at huske; Du kan ikke forvente af dig selv som forælder, at du skal kunne klare alting. Ofte vil du som pårørende få at vide at du skal tage din unge med hjem, og så skal du sørge for at hun spiser og tager på. Ingen vil formentlig opfordre dig til at tage imod hjælp. Mange oplever bare at de får at vide, at “det er du stærk nok til”. Men det ER et umenneskeligt krav – ødelæggende for familien og vil formentlig sætte alle individuelle forhold i en status af krig.

Måltider

Som hun også siger i podcasten – og som jeg selv har oplevet- så er dagens hyggeligste tidspunkt, der hvor vi mødes for at være sammen nemlig over middagsbordet – og det er nu blevet ændret til en scene. Eller en krigszone. For nu spiller alle komedie. Ih hvor har vi det hyggeligt og normalt, mens vi taler om ting vi kan komme i tanke om. ALT for at aflede en ung med spiseforstyrrelse fra at tænke for meget over hvor svært det er at spise den mad, hun bliver tvunget til. Nogle gange med tårerne løbende ned i maden. Mad som skal vejes og anrettes før den syge må komme i nærheden. En proces hvor det er AFGØRENDE at modstå den impuls man får til at snyde og putte ekstra fløde i maden. Af den meget simple årsag, at hvis hun afslører dig, så mister hun al tillid. Og hun forhører dig i detaljer for at være sikker på, at hun ikke får flere kalorier end hun er tvunget til at spise.

En ny vane er skabt med at mad er noget vi henter i køkkenet. En vane jeg stadig har og ikke har lyst til at ændre. Vi skaber en kunstig samtale med påtaget lethed. Alle sidder med ondt i maven og glæder sig til at måltidet er ovre. Så vi kan komme væk og glemme den forfærdelige oplevelse det er. Ikke at vi kan. Men vi ønsker alle at flygte ind i en serie på tv. Og overvågningen af hende bagefter. Det at tvinge sin unge til at blive siddende en halv time efter vi har spist, for at hun ikke kaster det op igen. Og der er tårer igen fordi hun lider indvendigt…

Du er ikke alene

Det er svært for alle du kender, at forstå hvordan der at leve sådan for jer allesammen. Du kender formentlig ingen der har prøvet det før. Derudover er der alle de andre problematikker der skal behandles følelsesmæssigt som forælder. Magtesløshed, følelsen af ikke at slå til, ikke at være god nok som forælder. En vrede på sygdommen du ikke kan nå og på dit barn du ikke kan bebrejde, for det ER en sygdom. Ofte ender det godt. Der er håb, som de også siger i podcasten. Der er bare en lang vej derhen. Og det er vigtigt med den rigtige hjælp og støtte. Du er IKKE alene.