Er manden træt af at høre, han ikke gør det godt nok – og der hele tiden er noget i galt?

Ja det er han faktisk!

Er det så dig som kvinde, der har skylden for, at I hele tiden diskuterer de samme ting, uden at der sker en skid?

Næææ det er det faktisk heller ikke….

Hvis skyld mener jeg så det er? Jeg arbejder slet ikke med skyld. Men her får du mit syn på det gennemsnitlige parforhold i dagens Danmark. Måske kan du genkende det….

I har fået børn sammen og har en hverdag der er præget af livet med dem. Madpakker, børnehave og skole, børnevenlig mad i stedet for at gå ud at spise, spisetid hedder nu kl. 17 i stedet for 19. Mor arbejder deltid eller fuldtid. Far arbejder meget mere end mor, og kommer hjem til spisetid.

Mor klarer sit job, børnene, meget af det praktiske med indkøb, tøj osv. Det skal lige siges, at det har hun altså selv valgt. Fordi hun ved hvordan alting skal gøres, hun har taget mest ansvar lige fra før fødslen, da hun begyndte at bygge redde og det forekommer hende helt naturligt. Hun har set sin mor gøre det samme. Mostre. Tanter. Søstre. Veninder osv…

Samtidig står far rådvild, for ingen har faktisk forberedt ham på en hverdag med små børn. Jo jo han ved da godt at det vil koste på søvnen, men der er jo ingen grund til at planlægge alt i detaljer bare fordi der nu er børn. Vi kan tage det som det kommer, spontane aftaler er stadig naturligt. Far tager ikke super meget initiativ til at skifte ble, lave lægge den lille til at sove, lege med baby mm. For da han ikke vidste helt hvad han skulle gøre og hvordan – så har han jo fået anvisninger fra barnets mor. Og så er moren toneangivende og vant til at bestemme derfra. Lige meget hvordan han gør, er det forkert og han kan sgu ikke se forskel på bleen før og efter. Og hver gang han tager initiativ til hvad han synes; så er det forkert! Så efterhånden gør han det han får besked på – og ikke så meget andet.

Nu bliver hans kæreste/kone efterhånden irriteret. Hvorfor kan han ikke tage noget ansvar? Vise noget initiativ? Hvorfor skal hun hele tiden gøre det hele? Hvorfor skal hun ligefrem BEDE ham om at lave noget med hans barn/børn? Han er lige så irriteret. Han gør jo alligevel alting forkert, så kan hun sgu gøre det selv. Hun laver alligevel ikke en skid hele dagen mens han arbejder hårdt for at forsøge familien og give hende alle de ting HUN gerne vil have til børnene og sig selv. Hvorfor kan hun ikke vise lidt taknemmelighed? Hvorfor skal han komme hjem fra en hård arbejdsdag og passe børn, bare fordi hun nu vil gå til yoga? Det har hun sgu da hele dagen til! Nogle af ferierne tager hun også alene med børnene. Jaja sammen med veninder som også har børn, men ville det ikke være dejligt, hvis vi kunne holde mere ferie som familie? Han nyder at slappe af uden krav hele tiden imens…

Nu insisterer kvinden på at de går i parterapi. De glider fra hinanden, hun føler sig ikke set og elsket. Intet hun gør bliver påskønnet. Det bliver diskuteret en del. Hvorfor i alverden skal han sige ja til det? Så der kan sidde endnu en kvinde og sige at han gør alting forkert? At han ikke gør noget godt nok? At lige meget hvad han gør, så er det ikke nok/ikke rigtigt/ikke det hun vil have.

De ender med at tage afsted. Hun har truet med bål og brand, han vil gerne have noget fred. De prøver først en terapeut – og så en anden. Og så stopper de. For han føler sig ubehageligt tilpas. Føler sig utilstrækkelig, ikke god nok, bagud i forhold til hende. For hun forstår alt hvad terapeuten siger. Sikkert fordi hun har haft masser af tid til at læse pm det og snakke om det i timer med veninder, tænker han måske.

Nu er de her. Mor, far og børn. Konflikter nogle gange, irritation, usagte ord, vi tager bare en dag med et suk af gangen. For børnenes skyld… En tikkende bombe? Hvad er det næste der sker? Det er snart tid til julefrokoster.. Den klassiske episode med manden som tager afsted og endelig er der en kvinde som ser beundrede på ham og synes han er helt fantastisk fordi han både kan have sådan en karriere og en familie samtidig. Det har hun altid drømt om at finde…

Og så står de der. I gang med en skilsmisse fordi det fungerede jo alligevel ikke. Så det måtte jo ske. Og efter skilsmissen og bruddet, finder manden ud af hvor meget børnenes mor har taget sig af. Og kvinden? Hun står der og ser sig om; hvor kan jeg finde en rigtig mand? En mand som deltager, som jeg har det sjovt med og kan være kærester med hver anden uge når vi ikke har børnene?

Og så finder hun manden. Ham der også er skilt, har lært hvor kæmpestort et stykke arbejde hans børns mor har gjort. Desværre opdagede han det for sent, men det har han fred med, for nu har han heldigvis mødt den helt rigtige kvinde for ham…

De deles om arbejdet med børn/hus og pligter. De laver en plan for hvem der tager sig af hvad. De griber det an som på en arbejdsplads med at fordele alle opgaver der er i virksomheden; vores familie. De taler om problemer, hygger sig, elsker og støtter hinanden. For de er klogerere nu. Klogere af de erfaringer de har gjort sig.

Hvorfor ikke tage et andet valg nu? Kan du huske de bøger hvor man skulle bladre til enten side 85, 115 eller 11 og selv vælge hvordan historien udspiller sig?

Kontakt mig på mail eller telefon, og find ud af om I synes det KORTE forløb hos mig er en god ide. Eller læs om det på min hjemmeside her: https://lysdinvej.dk/den-faelles-kommunikationsvej/

Jeg er ikke parterapeut. Jeg kan ikke noget fagsprog. Jeg dømmer jer ikke og har altså ikke været klogere end jer. Men jeg har set mønstrene i vores adfærd – og jeg ved hvordan vi kan ændre dem!

Jeg er certificeret coach som forstår jer begge 2 – og som forstår hvordan jeres liv kan blive nemmere for jer begge – hvis I ser og hører de ting jeg gør. Det behøver ikke være svært.

Livet må gerne være sjovt og nemt!