“Hallo 112? Jeg sidder fast i et mudderhul…”

Jeg var seriøst bange et øjeblik. Jeg har ikke gået den rute i et par måneder og følger stien gennem markerne. Pludselig sidder jeg fast! Og jeg synker længere og længere ned, jo mere jeg prøver at komme fri.. I min hjerne går det stærkt.. Jeg står og tænker på filmen “Labyrinten“ hvor hesten sidder fast i mudderet og drukner (tror jeg.. jeg så den aldrig færdig fordi jeg hulkede over at den døde…), fuuuuck hvad hvis jeg slet ikke kan komme op igen? Hvad hvis jeg skal ringe 112, hvor er det PINLIGT! Kan jeg mon bevare noget værdighed ved i det mindste at GÅ de 3 km hjem igen bagefter?

Så går jeg i løsnings “mode”. Hmm okay hvad kan virke for mine fødder forsvinder jo ned i mudderet?? Det er noget med at jeg skal stå på en flade, så kan jeg stå stabilt. Så jeg tager mit halsrør, tager foden op af skoen og så må jeg GRAVE mine hænder NED under skoen for at få den op igen. Jeg kæmper for at gøre samme proces med den anden sko, kaster dem ind i tørhed og kommer også ind i sikkerhed! Jeg får skoene på igen (add hvor er det klamt) og går hjemad. Jeg har faktisk ondt i kroppen flere steder, jeg har været rigtig bange og irrationelt gået med min frygt for at drukne i et mudderhul! Ja jeg ved sgu godt hvor sjovt og lidt fjollet det kan lyde, men frygten var ægte.

Jeg stod ikke liiige og tænkte “det bruger jeg i min blog, da jeg sad fast. Men sådan her så jeg ud da jeg nåede hjem. Plus sår på fingre og under neglene fra udgravningen af sko!

Grunden til at jeg ligefrem fortæller det i min blog her, er på grund af de tanker jeg gjorde mig på den laaaaange vej hjem. (Hvor jeg i øvrigt mærkeligt nok ikke mødte en eneste som så mig dækket i mudder op af armene haha) Jeg har nemlig en ret FED proces, når der sker sådan noget her for mig. Den har jeg brugt de sidste par år. Altså en negativ oplevelse af enhver art, fysisk, psykisk, følelsesmæssigt. Og den vil jeg gerne dele med dig.

Det er jo ikke fordi oplevelsen var farlig som sådan. Men jeg nåede at blive bange. Og da jeg har gået den følelse AF, så tænker jeg: “hvis jeg nu skal lære noget af den oplevelse som jeg kan tage med mig, hvad kunne det så være?” Jaaa ud over det åbenlyse; “lad VÆR med at gå den vej når der lige er smeltet en masse sne / stop op og gå tilbage når det bliver meget mudret!” Men hold kæft hvor var jeg fucking sej! Ja undskyld men det var jeg altså! Og det kan vi godt allesammen blive bedre til – at rose os selv!

Griner vildt fjollet over hvor langt ude det er… Panik, frygt, hjælpeløshed, tårer i øjnene, jeg kan ikke, jeg skal have HJÆLP! Så tar jeg en dyb indånding og bliver rationel; jeg trak på mine erindringer om hvordan jeg måske ku løse det, jeg tænkte alternativt, jeg gjorde hvad der skulle til, for at jeg kom hen hvor jeg ønskede. EJ hvor er jeg sej! Faktisk så er jeg også så badass til dagligt…. Selvom jeg kan være bange fordi jeg ikke altid ved hvad jeg er på vej ud i, og hvor jeg er på vej hen, og hvad der vil ske… Så ved jeg, at jeg kan stole på mig selv, og at jeg i hele mit 44-årige liv altid har fundet vejen, jeg bliver altid glad igen, der sker altid noget godt igen, det er tit ikke så svært som det kan se ud. Og da jeg nåede hjem var jeg faktisk lidt taknemmelig for, at jeg blev mindet om HVOR badass jeg er!

Det der ER med den her proces er, at jeg har oplevet at nogle bliver næsten vrede når jeg prøver at introducere den, fordi den trigger en følelse i dem. Jeg vil gerne give et bud på hvad der kan ske. Når et menneske står i en negativ oplevelse, så er det vant til at reagere negativt med frygt, angst, tårer, det bliver ked af det, og bliver ramt at selvmedlidenhed. Alt sammen følelser der er helt normale, og som der jo altså SKAL være plads til. Men herefter kan vi VÆLGE at takle det anderledes.

Ved at opdage hvilken læring vi kan få fra den negative oplevelse, så flytter vi fokus og tager det med videre, som vi kan BRUGE fra den. Men de første par gange man forsøger det, så vil hjernen råbe “STOP! Stop for helvede! Du skal IKKE bryde dig om at prøve at reagere på en anden måde, den måde kender vi jo ikke??? Hvad hvis der sker noget farligt? Jeg synes du skal blive her hvor der er sikkert. Du ved hvordan det føles at have ondt af dig selv. Det er alt for farligt det der!”

De første par gange vi prøver at ændre vores tankemønstre kan være lidt svære. Men “hey hjerne! Jeg lover der ikke sker noget farligt. Men jeg har hørt dig, og jeg skal nok vende tilbage til dig, hvis jeg ikke bryder mig om det nye. Tak fordi du passer på mig.”

Vi lever med en pandemi, corona virussen. Det er altsammen mega negativt, vi lever med begrænsninger af vores frihed på alle mulige måder, vi aldrig har prøvet før. Vi er ramt af ensomhed, coronakilo, nogle har mistet en elsket, nogle af os har mistet et arbejde, sportscentre, manglende nærkontakt og kontakt i det hele taget er en mangelvare. Her vælger jeg at fokusere på det som er positivt! Jeg anerkender det som er noget crap – men fokuserer på det positive,,

Jeg kan gå super dejlige ture (uden mudderhuller…). Jeg nyder mit eget selskab i en grad jeg aldrig har prøvet før. Jeg har opdaget der er mange ting jeg har gjort fordi jeg PLEJER at gøre det, fordi jeg er VANT til at gøre det, og fordi det er FORVENTET af mig. Feks. er jeg både ekstrovert og introvert. Men jeg har altid levet 80/20. Masser af mennesker, masser af gøremål. Nu lever jeg 10/90. Indrømmet, jeg ku godt bruge en balance på 20/80, og glæder mig til, at vi åbner op for mere samvær som i sommer! Men fremover vil jeg stræbe efter en balance der ligger der.

For udover de allernærmeste har jeg ikke BRUG for mere. Jeg har ikke brug for en stor kontaktflade. Jeg har ikke brug for mange overfladiske bekendtskaber. Jeg har ikke lyst til at give flere pligtkrammere til folk jeg dårligt kender. Eller til bekendte for den sags skyld! Til gengæld vil jeg gerne have mere nærvær. Alle steder. Og derudover har jeg i den grad endelig fundet det sted jeg skal være i livet. Jeg blev opsagt pga. corona. Og det er den største gave! For jeg lever endelig af noget der giver mening hver evig eneste dag! Jeg gør en forskel. Jeg er tilstede, jeg SER mine medmennesker og er så priviligeret at få lov at være deres spejl…. 💚

Hvad er du taknemmelig for? Hvad har du lært, som gør dig glad? 😍