Når mit projekt ikke bliver en succes, er det (og jeg) så en fiasko?

Eller er det et skridt på min vej, som jeg lærer en masse af, tager med i min rygsæk af viden og kundskab og derefter bruger på min videre færd?

I 2020 oprettede jeg mit firma Lysdinvej. Jeg har ikke fortrudt 1 sekund at jeg er gået med fornemmelsen af, at det er det rigtige for mig, at bruge min viden, baggrund, uddannelse, intuition og empati til at hjælpe andre mennesker videre på deres vej. Og jeg er pisse god til det!

Men ved at lave springet fra lønmodtager til selvstændig skete der en hel masse! Uanset om jeg ville det eller ej. Måden at leve på, måden at arbejde på, måden at tænke på… Og hvis jeg troede, at jeg vidste noget om hvordan det er; jeg tog fejl. Det eneste jeg havde styr på inden, var min evne til at coache og lytte til andre. Min administrative, organisatoriske og regnskabsmæssige baggrund er da også en styrke, og jeg lærte mig selv at bygge min website op assisteret af et par gode råd, når jeg gik i stå. Det er jeg mega stolt af!

Men alt andet skulle jeg lære.. Markedsføring og sociale medier er de største udfordringer for mange af os, der starter eget firma. Jeg har deltaget i kurser, haft coach, haft mentor, lyttet til højre, lyttet til venstre, læst, skrevet ned, prøvet af osv. osv….. Samtidig har jeg også skullet lære at stå frem med det jeg kan, det jeg vil og det jeg tror på. Jeg er ikke vant til at stå frem på den måde. Det er super svært. Overvinde følelser og jantelov /hvad tænker andre/den der med at drømme man står nøgen på en scene og er til grin..

Jeg har lært så meget af venlige, givende, skønne mennesker. Det er faktisk vildt så god en ånd der er imellem iværksættere. Del og del og hjælp og hjælp. Det er vi super fantastisk gode til. Og jeg er SÅ taknemmelig.

Ingen opbakning til projekt

For en måned siden oprettede jeg et crowdfunding projekt (https://www.booomerang.dk/projects/paaroerende-boern-og-workshops-for-familier-med-teenagere/) Jeg syntes, det var en super ide at oprette det. Er glad for forslaget og opfordringen. Men det har helt ærligt ikke fået nogen opbakning. Og det er okay. Det er simpelthen ikke den rigtige måde at gå til “opgaven på”. Det får mig ikke til at dukke mig, ligge mig ned og slå i gulvet eller hvad man ellers kunne finde på. Jeg ser på læringen i den.

Jeg har stået 100% frem og sagt hvad jeg gerne vil ændre i vores samfund. Jeg GØR noget! Og jeg bliver ved. Og ved. Og ved. Jeg har også forsøgt at bruge det til markedsføring og få aviser til at skrive om manglen på hjælp til pårørende børn. (Her har jeg så også lært, at gen-ydelser som at jeg køber annoncering ville hjælpe, men DET vil jeg ikke presses til!) Jeg er mega stolt af mig selv. Sådan er det at være iværksætter. Virker det ikke – så virker noget andet. Så længe produktet er rigtigt og mangler. Og det er det. Det er det jeg bliver mødt med både gennem firmaet og privat. DET ER VIGTIGT, AT SÆTTE FOKUS PÅ PÅRØRENDE BØRN!

Næste skridt på vejen

Jeg laver nogle justeringer. Jeg skriver på en bog, en bog for pårørende. Jeg tager klienter ind, og jeg arbejder pt også ved siden af med et konsulentjob. For der skal skaffes ekstra kapital til at arbejde videre med mine hjertesager. Mere fokus på pårørende børn – og normalisering af sammenbragte familier. Men nu føler jeg mig mere sikker. Mere rolig. Jeg er klar til at mærke efter hvad JEG synes er rigtigt for mig. Jeg vil ikke længere lytte UDAD, jeg vil lytte INDAD. Hvad er næste skridt for mig?

Hvad er det værste der kan ske? Hvad er det bedste der kan ske? De 2 spørgsmål spørger jeg mig selv om, hver gang jeg prøver noget / gør noget / ønsker noget. Lykkedes det ikke, så tager jeg næste skridt videre på min vej. Tager min læring og går stille og roligt. Det er det livet handler om. Bliv klogere via erfaringer – og brug dem. Jeg kan med sikkerhed sige, at jeg ikke kommer til at sidde med fortrydelser over, at jeg ikke har forsøgt. Jeg gør det. Forskellen i det små. Og jeg holder ikke op med at arbejde for at gøre en forskel i større skala!

Hvad drømmer du om – og hvad skal der til for at du giver din drøm en chance?